Governance

Arbejdet med bæredygtighed, herunder ESG, er forankret bredt i organisationen og i forskellige afdelinger, mens den overordnede styring er placeret på direktionsniveau ved vores Chief Legal Officer. Hertil kommer at vi fra 2024 har suppleret vores organisation med en miljøkoordinator.


Afdelingerne står for den daglige opgaveløsning ud fra fastsatte målsætninger. Opgaveløsningen vil ofte være tværgående projekter, der kræver involvering af flere afdelinger for at sikre, at alle forhold er taget i betragtning og undersøgt forud for implementering af et nyt tiltag.


Vores kvalitetsstyringssystem og politikker for fødevaresikkerhed og hygiejne skal naturligvis efterleves til enhver tid – også når det gælder implementering af nye bæredygtighedstiltag.


Mens vores Supplier Code of Conduct sætter rammen for kravene til vores leverandører og værdikæde, har vi internt en række personalepolitikker, der sikrer, at tilsvarende krav efterleves i organisationen. Alle nye medarbejdere modtager disse personalepolitikker, bl.a. via vores personalehåndbog, samt en mundtlig introduktion i forbindelse med deres onboarding. Her hører medarbejderne bl.a. om vores nultolerancepolitik i forhold til diskrimination og forskelsbehandling, chikane og krænkende adfærd, korruption, bestikkelse og andre former for ulovlig og uetisk forretningsførelse, tvungen arbejdskraft, børnearbejde osv. Samtidig får alle medarbejdere præsenteret vores interne whistleblowerordning.