Vi tar' ansvar

Fynbo Foods påtager sig et samfundsmæssigt ansvar, hvad angår sociale, etiske og miljømæssige forhold og støtter op omkring initiativer, der vedrører disse forhold. Initiativerne er opstillet af myndigheder eller uafhængige organisationer, som tager et fælles og særligt hensyn til mennesker og natur.

Virksomheden har en personalestrategi med definerede politikker indenfor bl.a. det rummelige arbejdsmarked. Det forsøges altid at finde de rette personer til de enkelte jobs, men også at finde det rette job til den enkelte person. Fynbo Foods har bl.a. medarbejdere i fleksjob og jobrotation, ligesom virksomheden fungerer som virksomhedscenter for det lokale jobcenter og hjælper dermed til at få ledige ud i meningsfuld aktivering som gerne skal forbedre deres mulighed for at komme i ordinær beskæftigelse.

Fynbo Foods ser med stor alvor på behovet for, at de unge får en uddannelse. Derfor har virksomheden altid elever og lærlinge i uddannelsesforløb.

De danske myndigheder kontrollerer, at Fynbo Foods overholder den danske lovgivning, men sådan er det ikke i alle lande.
Der er lande, hvor det ikke altid er nok at sætte sin lid til, at lovgivningen og konventionerne overholdes, men hvor der kræves en særlig indsats for at forbedre vilkårene for mennesker og natur. Derfor stiller Fynbo Foods krav til leverandørerne om overholdelse af de internationale konventioner, herunder børnearbejde.